Jeg måber. Jeg var sikker på, at sådan nogen var ret farlige.

“Det er en konsekvens af relativitetsteorien”, fortsætter han: “Masse kan blive til energi, og energi kan blive til masse, men ingen af delene kan blive til intet!”.

Nu er jeg mere rolig. Det lyder jo rimelig ufarligt.

Han smiler. “Det er et gammelt køkkenredskab fra Sydstaterne”.

Han kan godt se, at jeg er overrasket, så han fortsætter: “Slaverne transpirerede meget, når de arbejdede inden døre - også når de lavede mad. Suppe var meget populært dengang, og når slaverne lavede den, var den ekstra kraftig i smagen - men havde desværre tendens til at skumme meget”.

Han checker lige om jeg er med - det er jeg ikke.

Han forsætter: “Derfor brugte man en særlig harpiksbelagt ske - en såkaldt svedske, til at røre i suppen, hvorved der kom styr på det med skummet.

[Hmm(?)], grynter jeg. Han har jo nok ret - men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.

“På vore breddegrader brugte man ordet for den stilling ægtefolk indtog, når de lige havde sat en ny efterkommer i værk”, tilføjer han. “I vore dage foregår den slags jo kunstigt uden så meget transpiration - men det sker da stadig at man hører om nogen, der ligger i ske”.

[Hmm(?)], grynter jeg. Det lyder som en rigtig forklaring.

[Hvad er det her ?], spørger jeg lidt efter og viser ham en pose med svedsker.

“Det er svesker”, svarer han fraværende. “Det er tørrede blommer”.

[Hmm], svarer jeg og spiser en. Den smager lidt af sydstater og gamle dage.

“Hmm (?)”, svarer han og fortsætter: “Når man har med brude at gøre, kan man aldrig vide sig sikker”.

“Hvis du fortæller om det - er det datid”, forklarer han.

[Hmm..], svarer jeg, og lader det forblive fortid.

Han sukker: “Du kan nok også fornemme, at tiden nogen gange går rigtig hurtigt - og andre gange rigtig langsomt”.

Jeg nikker.

“Når tiden i en periode sætter farten ned - så er det at man bliver indhentet af fortiden”, forklarer han.

Jeg måber. Det lyder jo helt fantastisk.

“De fleste er noget sarte og forgængelige”, fortsætter han, “… men der er undtagelser”.

Jeg drager et lettelsens suk.

“For eksempel er pakkenelliker så robuste, at de har været med på månemissioner !”. Han tænker sig lidt om og tilføjer: “Columbus havde også nogen med, da han ledte efter Indien”.

[Hmm(?)], svarer jeg og prikker lidt i lagkagen.

Den smager fint - så der er jo nok en stripper i.

“Jeg ønsker mig absolut ingenting”, sukker han gnavent.

[Hmm(?)], svarer jeg og kigger i den store bog. [Det kan jeg vist godt klare].

Et øjeblik efter er rummet fuld af tåge. Den letter hurtigt, men nu ser her lidt småtomt ud.

[Nu ejer du absolut ingenting], smiler jeg.

Det er noget, jeg har tænkt længe over.

“Hmm (?)”, svarer han og tænker lidt.

“Alting på en gang - eller en ting ad gangen ?”, spørger han tilbage.

[Hmm (?)], svarer jeg og tænker videre.

“Du forstyrrer konstant”, mumler han fraværende.